Er din have blevet for perfekt?

Prøv at gå ud i haven.

Bare gå ud.

Og kig.

Hvad ser du?

• En pæn græsplæne.
• En hæk, der står snorlige.
• Et par bede, hvor planterne er placeret, så de ikke generer hinanden.
• Måske en terrasse, der er blevet højtryksrenset så grundigt, at selv en myre ville overveje at tage sikkerhedsudstyr på.

Det ser godt ud.

Det gør det.

Men prøv at stille dig selv et lidt irriterende spørgsmål:

Hvem er haven egentlig pæn for?

Den perfekte have

Jeg tror, vi har fået en lidt mærkelig idé om, hvad en have skal være.

• Den skal være pæn.
• Den skal være ryddelig.
• Den skal være overskuelig.

Og helst skal den også se ud, som om den aldrig kræver arbejde.

Det sidste er selvfølgelig lidt af en joke.

For bag den perfekte have gemmer der sig ofte en hel lille industri.

• Græsslåmaskinen.
• Kanttrimmeren.
• Hækkeklipperen.
• Ukrudtsmidlet.

Og selvfølgelig robotplæneklipperen, som kører rundt og holder vagt over territoriet.

Vi har simpelthen opfundet maskiner til at holde naturen nede.

Og når den alligevel forsøger at komme tilbage, bliver vi irriterede.

<ul>En mælkebøtte dukker op midt i græsplænen - Væk med den.

En brændenælde i hjørnet - Væk med den.

Et par blade under hækken - Væk med dem.

En gren ligger på jorden - Den skal på genbrugspladsen.</ul>

Vi bruger altså en del af vores fritid på at fjerne ting, som naturen helt frivilligt har leveret til os.

Det er da egentlig lidt pudsigt.

Den larmende stilhed

Problemet med den perfekte have er ikke, at den er pæn.

Problemet opstår, når alt det, der ikke passer ind i vores idé om pænt, bliver fjernet.

For så forsvinder der også noget andet.

• Insekterne.
• Fuglene.
• De små skjulesteder.
• Svampene.
• Det døde ved.
• Jordens liv.

Og de små historier, der ellers foregår lige under næsen på os.

Jeg kalder det den larmende stilhed.

Haven kan være helt stille.

• Ingen summen.
• Ingen raslen.
• Ingen fugle, der leder efter mad mellem buskene.
• Ingen frøer, der pludselig afslører, at de faktisk har boet der hele tiden.

Bare en grøn flade.

Pæn. Kontrolleret.

Og mærkeligt stille.

Rammesat vildskab

Men skal haven så bare gro til?

Nej. Det er ikke det, jeg mener.

Den uperfekte have er ikke en have, hvor man smider redskaberne i hækken og flytter hjemmefra.

Det er heller ikke meningen, at naboen skal ringe på og spørge, om man har glemt at klippe haven.

Jeg tror faktisk, vi kan komme langt med noget så simpelt som at ændre måden, vi tænker på.

I stedet for at spørge: 

“Hvordan får jeg naturen til at passe ind i min have?"

kan vi prøve at spørge: 

“Hvordan kan jeg indrette haven, så naturen også kan være her?”

Det er en ret lille ændring.

Men den gør en stor forskel.

Jeg kalder det rammesat vildskab.   

Det lyder måske lidt højtideligt.

Det er det ikke.

Det betyder egentlig bare, at du godt må bestemme noget.

• Du må gerne have en græsplæne.
• Du må gerne have en terrasse.
• Du må gerne have en hæk.
• Du må gerne klippe kanten af græsset.

Men måske behøver hele haven ikke være underlagt samme regler.

• Lad et hjørne gro.
• Lad bladene ligge under hækken.
• Lad en gammel træstamme blive liggende.
• Lav et kvashegn.
• Lad nogle planter blomstre færdigt, før du klipper dem ned.

Og hvis du har en græsplæne, så prøv måske at lade en del af den være lidt mindre perfekt.

Ikke hele haven.

Bare lidt.

Det er faktisk sådan, jeg selv begyndte at tænke anderledes om haven.

Naturen er ikke din modstander

Noget af det mest interessante ved en have er, at naturen hele tiden forsøger at hjælpe dig.

Vi opfatter bare ofte hjælpen som et problem.

• En gren der falder ned: Haveaffald.
• Et blad falder af træet: Haveaffald.
• En mælkebøtte blomstrer: Ukrudt.
• En bunke kviste der ligger i hjørnet: Det skal væk.

Men naturen ser ikke haveaffald.

Den ser materiale.

• Mad.
• Skjulesteder.
• Fugt.
• Boliger.
• Nye muligheder.

Det er måske os, der har misforstået systemet.

Prøv at gøre mindre

Hvis du gerne vil have mere biodiversitet i haven, behøver du ikke nødvendigvis begynde med at købe 47 nye planter.

Prøv at begynde med at lade være:

• Lad være med at fjerne alle bladene.
• Lad være med at klippe alt på én gang.
• Lad være med at køre alle grenene på genbrugspladsen.
• Lad være med at grave jorden rundt, bare fordi den ser lidt anderledes ud end sidste år.

Og vigtigst:

Lad være med at tro, at haven skal være færdig.

Den bliver den aldrig.

Heldigvis.

For en have, der er færdig, er også en have, hvor der ikke rigtig er mere at opdage.

Og det er da egentlig en ret kedelig have.

Kig lidt længere

Næste gang du ser en mælkebøtte midt i græsset, så vent lige et øjeblik, før du henter græsslåmaskinen.

Kig på den.

Der kan være insekter på den.

Der kan være frø på vej.

Der kan være fugle, der senere leder efter noget helt andet lige dér.

Og måske er der også noget andet, der sker.

Måske opdager du, at haven bliver mere interessant, når den ikke hele tiden prøver at være perfekt.

Det er i hvert fald det, jeg selv er begyndt at lægge mærke til.

Jo mindre jeg forsøger at kontrollere haven, jo mere begynder der at ske.

Og det mærkelige er, at haven samtidig kræver mindre af mig.

Det var egentlig ikke planen.

Men jeg kan godt lide det.

Måske er den perfekte have ikke perfekt

Jeg tror ikke længere, at den perfekte have er den have, hvor alt står snorlige.

Jeg tror heller ikke, at den perfekte have nødvendigvis findes.

Måske er en god have i stedet en have, hvor der er plads til både mennesket og alt det andet.

Hvor der stadig er steder, vi bestemmer over.

Og steder, hvor naturen får lov til at bestemme lidt.

Hvor vi kan sidde på terrassen med en kop kaffe og kigge ud.

Og pludselig opdage, at der foregår noget.

• En fugl.
• En humlebi.
• En frø.
• En edderkop.
• En plante, som vi ikke selv har plantet.

Det er dér, haven bliver interessant.

Når den begynder at leve sit eget liv.

Måske er det dét, en uperfekt have egentlig handler om.

Ikke om at slippe haven.

Men om at slippe lidt af kontrollen.

Og opdage, hvad der sker bagefter.

/ Lars B. Ganderup

Den uperfekte have

Naturen følger ikke kalenderen. Kalenderen følger naturen.