Når haven ikke længere skal være perfekt

Haven må godt være lidt besværlig

En perfekt have er egentlig en ret kunstig størrelse.

Den har rene kanter, ensartet græs og planter, der står, hvor de skal. Den ved, hvad den vil.

Men det gør naturen ikke.

Natur har en dårlig vane med at dukke op de steder, hvor vi ikke havde inviteret den.

• En plante kommer af sig selv, fordi en fugl har tabt et frø.
• En bunke grene bliver pludselig til et skjulested. 
• Blade falder ned præcis dér, hvor de ikke skal.

Og under det hele arbejder et helt lille samfund videre, uden at spørge om lov.

Når vi slipper lidt af kontrollen

Og pludselig er haven ikke kun noget, vi arbejder på.

Det er her, biodiversiteten begynder

Og måske behøver vi ikke altid gøre så meget for at hjælpe. 

Nogle gange skal vi bare holde op med at fjerne det. 

En have, man kan trække vejret i.

Der er også noget andet. 

Når haven ikke længere skal være perfekt, sker der noget med os. Man kan gå ud uden straks at se en liste over ting, der skal ordnes. 

Man kan sætte sig ved dammen. Kigge på et insekt. Høre en fugl. Se på lyset gennem et træ. Eller bare sidde der. 

Det lyder måske ikke som særlig meget. Men måske er det netop pointen. Vi har rigeligt med steder, hvor vi skal noget. 

Haven behøver ikke være endnu et af dem. 

Den uperfekte have 

Jeg tror efterhånden, at en god have ikke nødvendigvis er den have, hvor alt står snorlige. 

Måske er det den have, hvor der er plads til, at noget går sin egen vej. 

Hvor naturen får en lille stemme med i beslutningerne. 

Hvor man ikke behøver undskylde for en bunke blade, for lidt ukrudt, eller for en plante, man ikke selv har plantet. 

Naturen følger ikke kalenderen. Kalenderen følger naturen. 

Og måske gælder det samme for haven. 

Den behøver ikke være perfekt. Den skal bare være levende. 

Og måske må vi godt være det samme.